Pointer fra webinar med professor og seniorforsker Alice Kongsted om Egenhåndtering.
Artiklen er publiceret i Kiropraktoren 2, 2020. Skrevet af Asger Thorning, NIKKB.
Begreber som egenmestring og patientcentreret behandling er de senere år blevet helt centrale elementer i strategier for håndtering af kroniske tilstande.
Det gælder også muskel- og led-tilstande, og behovet for at understøtte egenhåndtering af rygsmerter fremhæves blandt andet i Sundhedsstyrelsensanbefalinger for tværsektorielle forløb og i kliniske retningslinier.
Et større fokus på at understøtte egenhåndtering bunder dels i, at det er uholdbart at øge sundhedsvæsnets behandlingsindsats i den takt omfanget af kroniske lidelse stiger i verden, men også i en øget forståelse for, at livskvaliteten hos mennesker med kronisk sygdom højnes, når man føler sig i stand til at forstå, håndtere og kontrollere sin sygdom.
På kiropraktorstudiet undervises de kandidatstuderende i netop disse kompetencer.
Hvad betyder det?
Egenhåndtering betyder ikke, at patienter ikke må have kontakt til sundhedsvæsnet, men at mennesker med kroniske tilstande skal være i stand til at håndtere sygdommen i alle de timer og dage hvor de klarer sig på egen hånd.
En definition på egenhåndtering er således, at det er en proces hvor individet sammen med familie, samfund og sundhedsprofessionelle er engageret i at håndtere alle aspekter af kronisk sygdom for at få kontrol over sygdommen i stedet for at være kontrolleret af den.
I håndtering af rygsmerter har fokus på egenhåndtering konsekvenser for både diagnose og behandling.
Vi ved, at en strukturel diagnose, fx. klinikerens vurdering af at smerter stammer fra discus eller et facetled, ikke informerer prognose eller behandlingsvalg, så den er ikke en hjælp for patienten.
Samtidig lægger den type forklaring op til, at noget skal repareres, den hjælper ikke patienter til at forstå deres ofte meget vekslende symptomer, og den giver ikke patienterne mulighed for selv at ændre på situationen.
Et første oplagt skridt i at understøtte egenhåndtering er derfor at give en forklaring der inddrager faktorer, som påvirker smerter og funktion, og som kan ændres. Fx. adfærd, tanker, bevægelse, bekymringer.
Tillid til patienten som ekspert
Egenhåndteringsinterventioner kan beskrives som sundhedsprofessionelles systematiske tilbud om uddannelse og støtte, der øger patienters evne og tillid til at håndtere deres helbredsproblemer.
Det stiller store krav til klinikeres kompetence at hjælpe patienter med at blive eksperten, der finder løsninger i hverdagen og sætter egne mål.
Det kræver ud over de traditionelle kliniske kompetencer indenfor diagnostik og behandling, at klinikeren kan arbejde med adfærdsteknikker som målsætning og problemløsning, og at klinikeren kan kommunikere støttende og motiverende.
Måske er det allersværeste, at det kræver tillid til, at patienten frem for klinikeren kan være eksperten.
Egenhåndtering har påviseligt en meget stor positiv rolle i håndtering af en række kroniske sygdomme som fx. diabetes og kronisk lungesygdom.
Erfaringer fra de områder og (i mindre omfang) fra kroniske smertetilstande viser, hvad der skal til for at understøtte egenhåndtering.
Behov for mere viden om virkning
Selvom der er gennemført mere end 40 randomiserede undersøgelser om effekten af egenhåndterings-interventioner på rygsmerter, er vores viden om, hvad der præcist virker på egenhåndtering af rygsmerter stadig begrænset.
Det skyldes primært, at interventionerne i studierne reelt ikke indeholder elementer, der teoretisk kan understøtte egenhåndtering. Det er dog et område i stærk udvikling, som vi helt sikkert vil lære meget om de kommende år.