For ca. et år siden var jeg ved at give op – jeg troede ikke rigtig længere på at jeg skulle blive smerterne i min ryg og nakke fri igen.
Året forinden var jeg begyndt at få mange smerter, og det følgende år havde jeg kontakt til flere fysioterapeuter, flere kiropraktorer, andre alternativer og via lægen blev jeg sendt til MR-scanning og var igennem ”hjulet” ved rygcenteret.
Der var ikke rigtig noget af det som hjalp – de mange øvelser gjorde ingen forskel. Jeg mener selv, at jeg altid har levet et sundt og aktivt liv med masser af træning og sund kost.
Jeg synes derfor det var så uretfærdigt, at jeg i en alder af 28 år skulle have ondt og svært ved at passe mit rejse-arbejde som maskinmester.
Hvad der gjorde situationen mere ubekvem var, at mine smerter var størst ved stillesiddende arbejde, og et jobskifte til et mere roligt kontorjob syntes derfor heller ikke en mulighed. Det var så lige indtil jeg mødte Anne Lene.
Tilgangen og øvelserne var helt anderledes end hvad jeg havde oplevet andre steder – der blev virkelig lyttet til og analyseret på det jeg sagde.
Særligt den indledende analyse var super grundig og meget mere dybdegående end jeg havde oplevet det andre steder. I min optik var fokus med øvelserne fra starten på noget helt andet, end der hvor jeg egentligt havde ondt, og jeg havde måske svært ved at skulle se det lykkes.
Men langsomt hjalp det. Efter først at have lavet simple vejrtrækningsøvelser og senere ”underlige” mobilitetsøvelser i et par måneder, begyndte jeg langsomt at blive smerterne fri, jeg kunne lave stillesiddende arbejde igen.
Fra det punkt er det gået fortsat fremad. Vejen har også været lang, men her et år efter, er det kun i særlige situationer jeg oplever smerte – og jeg har ikke længere problemer med at passe mit arbejde.
Øvelserne fortsætter jeg med at lave – ca. 20 min dagligt, dem tilpasser vi løbende. Det er med mig selv som drivkraft, men med Anne Lene som supervisor og sparrings-partner, og det har været virkelig givende.
Samarbejdet (som jeg hellere vil kalde det end ”behandlingen”), har vi ikke stoppet på noget tidspunkt i det sidste år, men intensiteten er dalet. Hvor jeg fra starten kom flere gange om ugen, gik vi efter nogen tid over til et par gange om måneden – og nu efter et år – laver vi opfølgning på mine øvelser og træning ca. én gang om måneden.
Om jeg en dag bliver helt fri for at lave øvelser, og om der kommer et tidspunkt, hvor ingen situationer kan fremprovokere smerter – det må tiden vise, men at jeg har fået det meget bedre og stoler på min krop og tror på min fremtid igen – det er der ingen tvivl om. – det skylder jeg Anne Lene en stor tak for.